BUEN CAMINO!

FRA MADRID TIL SARRIA, OG VIDERE TIL SANTIAGO, STARTEDE REJSEN MED ET BRAG

Dét jeg havde forstillet mig ville være en stille og rolig rejse (og det blev den heldigvis også for det meste ), startede med et brag.  

Jeg betragter mit liv, som en rejse fyldt med udfordringer (gode og mindre gode) og med konstant tilpasning til nye omgivelser, livssituationer og tilværelser. I de sidste 20 år, har jeg boet i 3 forskellige lande, lært nye sprog, tilpasset mig nye kulturer, taget nye uddannelser, byggede en karrier og alt imens jeg skulle være mor og hustru. Med andre ord - jeg startede mit liv på nyt op til flere gange og brugte min (åbenbart) alt for godt udviklede maskuline side. Dette gjorde mig træt og jeg havde i den grad brug for at mærke og huske på, hvordan det var at være i min sande og feminine natur - dér, hvor vi kvinder trives bedst i. 

En Camino tur var den perfekte mulighed for mig. Men livet testede mig endnu en gang, da jeg lige pludseligt stod med ansvaret for en gruppe af kommende pilgrims, som skulle finde rundt i Madrid og transporteres videre til Sarria, hvor vores Camino vandring startede for alvor. 

Guide for en dag. Det blev jeg helt tilfældigt efter vi, af private årsager, måtte undværre vores ene guide og af andre, ukendte for mig årsager, blev jeg udpeget for den, der liiige kunne klare denne opgave. I en by jeg aldrig har været før, efterfulgt af en 5 timers togrejse (med togskift undervejs) videre til Sarria.

"Jamen"- tænkte jeg - "intet nyt under solen. Blot endnu en udfordring og en opgave, der lige skal klares":-). 

Næste dag, gik det op for mig. Intet her i livet er tilfældigt. Intet. Og denne "lille" udfordring var nok livet der testede mig endnu en gang, inden jeg for alvor skulle begive mig på "vejen". For det var præcis dét, jeg skulle væk fra - ansvaret, handlingen, planlægningen og alt det, som jeg skulle bruge Caminoen til at tage afstand fra. Det var livets måde, at huske mig på det. Men for mig var det også en del af min selverkendelsesrejse og en måde at blive mindet om, hvem jeg er og blevet til. Og med den bevidsthed og nysgerrig på, hvad andet rejsen kan byde på,  begav jeg mig på første strækning fra Sarria. 

Og her, under en lille bro, gemt mellem planterne og stenene, så jeg den. En særlige blomst, der voksede lige så smuk og farvrig på et usædvendligt sted - et sted, hvor sjællendt andet kan. Og her vidste jeg - denne lille blomst mindede mig om mig og den jeg er. Tanken gav mig mod og følelsen af, at jeg nok skal finde dét på vejen, som jeg har brug for og som jeg er klar til at modtage. Den eneste der kræves af mig, er min fulde opmærksomhed og tilstedeværelse. 

_______

OP AD BAKKEN

"Vejen" møder mig med sin størthed, grønne landskaber, skove og bakker. Duften af gran og eucalyptus fra de store træer, der kaster skygge over vejen, får mig til at falde til ro og fremkalder minder fra mit barndom. Jeg fanger mig selv dagdrømme og være i nuet på en gang. Jeg senser det friske duft og fugtig luft, der strejfer mit ansigt.

Den langsomme stigende ånderdræt får mig pludseligt til at skifte fokus. Jeg mærker syret i benene, tungden fra min rygsæk og den stigende varme fra min krop. Bakken, som jeg er gået længe på (elle sådan føltes det i hvert fald), får mig til at sætte farten ned. Jeg kigger mig omkring og bemærker, at min dagdrømmeri har ført mig væk fra gruppen og nu var der andre fremmede, høftlige sjælle der hilste med "Buen Camino" og gik videre. 

Min opmærksomhed var lige pludselgt blevet ført væk fra min opløftende, drømme tilstand til tanken om smerten i benene og bakken, jeg befandt mig på. Jeg er hverken nerviøs eller utryg ved at være væk fra gruppen men jeg vil indhente de andre, så jeg er nødt til at fortsætte. Efter nogle hurtigere og mere smertefulde skridt, går det op for mig, at "vejen" ikke er en racerbane, hvor jeg skal præstere i overhælingsbanen. Det er noget jeg gør derhjemme og noget jeg ikke behøvet gør nu. "Vejen" er en invitation til at sætte farten ned, både fysisk og mentalt og bakken værktøjet, der gør det muligt. 

Jeg kigger op og ser bakkens ende men beslutter mig hurtigt om at fokusere på alt det andet men bakken, de syrede ben og smerten. Det kan jeg godt. Tre dybbe indåndinger og jeg er tilbage i nuet. Opmærksomheden falder på den smukke natur, farver og dufte, jeg er omgivet af. Her er det smukt. Her er det roligt. Her er præcis hvor jeg skal være - midt på bakken og i nuet, med alt hvad det indebærer.

Det får mig til at tænke...

_______

MØDET MED EN FREMMET "VEN"

"Vejen" er lang men ikke ensom. En venlig sjæl, en fremmet ven, en som blev "fanget" af vejen og på vejen, mødte jeg i dag. Èn, der fandte lykken i stilheden og i nuet. Ham mødte jeg på vejen, i den videunderlige skov med kæmpe træer og ro skabende dufte. En venlig sjæl, som gav et kærligt kram og spillede en klang med ønsket om, at jeg finder mit svar.

Med disse ord, skrevet specielt til mig, signeret han sin bog, velsignede mig og sendte han mig videre på min vej...

_______

AT KOMME "HJEM" TIL SIG SELV

Det går op for mig, at vejen sætter ting i perspektiv. Den skaber de perfekte rammer for fordybelse og på en magisk og uforklarlig måde, ”taler” vejen til én. Den præsenterer dig for ting og oplevelser, og den tester dig. At gå de mange kilometrer i skønne omgivelser, dufte og omfavnet af naturen, skærper dine sanser. Den sætter dig i en form for meditativ tilstand, uden direkte at være dét, og får dig til at opfange ting, der kan lede dig til dine svar. Følelserne kommer op på overfladen – mere end de plejer. Og det føles ok. Det føles ok at give slip og lade en tår eller to trille nede ad kinden, mens du mærker friheden og forløsningen. Hvis ikke nu, hvornår så?

Det fik mig til at mærke, hvad der giver mig energi og gør mig glad. Mine værdier blev endnu mere tydelige for mig. Det fik mig til at tænke over, hvilke bevidste valg jeg kan træffe for mig selv, sådan at jeg kan begynde at leve endnu mere i overensstemmelse med mine værdier. For det er dét, der bringer glæde og fylder én med energi. Det er dét der vil bringe én ”HJEM”. Hjem til sig selv. 

Den fik mig til at blive mere klar på, hvad jeg skal give slip på og hvad jeg skal have mere af i mit liv.  Hvem og hvordan har jeg lyst til at have i mit liv. Det var ikke et spørgsmål om manglende muligheder. Det var et spørgsmål om, at jeg skal komme hjem til mig selv, for at kunne modtage, hvad jeg havde brug for.

Mulighederne er der altid. Men vi ser kun dem, som vi kan se fra vores ståsted. De andre ser vi ikke. Dem er vi blinde for. Men de er der. Dem kan vi først se og tage imod, når vi bevæger os et andet sted. Og bedste sted at være, er HJEMME. Hjemme til os selv. For derfra kan vi se og modtage præcis, hvad vi har brug for. 

Kom ”hjem”!

POST-CAMINO!

Rejsen fortsætter

_______

HVEM GRIBER DIG?

At gå Caminoen kræver vilje og mod. For de fleste er Caminoen en overkommelig fysisk udfordring, men ikke den eneste og langt fra den sværeste. På vejen "smelter" facaderne, "falder" paraderne, forsvinder illusionerne og du efterlades åben og sårbar. Du fyldes med indtryk, men ikke mindst overvældes af følelser. Trætheden og den fysiske anstrængelse overtager og til dels stjæler af din opmærksomhed men du opdager hurtig, at disse følelser og indtryk kommer kræftig tilbage, når du vender tilbage til dit kendte tilværelse. Du forstår lige pludseligt betydningen og konsekvensen ved at åbne dit hjerte og give dig selv lov til at mærke - livet og dig selv.

At åbne op for hjertet og sanserne er sårbart og det er dét der tit sker på vejen. Det sætter gang i indre processer og én ting jeg opdagede og stædig mærker er behovet for støtte til i bearbejde tingene, som er kommet til mig. Både under turen men også efterfølgende. 

Der er gået næsten en måned siden min tur fra Saria til Santiango og der er ikke gået en dag uden at jeg har reflekteret over de ting. Til tider, kan berarbejdnings processen og den indre rejse føles ensomt. Det kan være svært at stå alene med alle de store og små indsigter og hvis ingen kan støtte og gribe dig.

Så hvem griber og omfavner dig i din sårbarhed? Hvem hjælper dig med at forstå dig selv og finde retning?

I mange år, har jeg gribet og samlet mig selv op. Men at være alene i det, kan både være en ensom og svær proces. Det gør dig stærk men det dræner dig også for energi. Det er ikke meningen. En personlig rejse skal helst være opløftende, givende og fyldt med positiv energi. Derfor er det vigtigt, at omgive dig selv med mennesker som

forstår at skabe rammerne omkring dig, der gør, at din personlige rejse opleves udviklende og ikke hæmmende. 

Med dét, vil jeg gerne sige tak til alle dem, som har støttet mig på min rejse.

Stort tak til jer, som har gribet mig, samlet mig op, inspireret mig, troede og fortsæt tror på mig. "Tak for dig"  og "Når tankerne flyver tilbage" er skrevet til jer.