Om Henrik Friediger
Jeg er født i vinteren 1946 i Snekkersten, ca. ni måneder efter besættelsen. I foråret døbt Henrik Johannessen.
Jeg bor sammen med min kone Mette i et lille rækkehus ud til en mark i Virum ved sø og skov nord for København.
Skolegang i Snekkersten og i mellemskolen på Espergærde (sorte) skole, hvorfra jeg blev "realist" i 1963.
Uddannet folkeskolelærer 1969 fra Blaagaard seminarium. To år som lærer i folkeskolen i Gladsaxe kommune var rigeligt for mig. Lavede noget radio og senere sammen med et par venner en skole for stofmisbrugere og senere et efterbehandlingssted ved Sorø.
Da jeg i 1975 var brændt ud af arbejdet med stofmisbrugerne søgte og fik jeg arbejde i Socialstyrelsen, en styrelse under Socialministeriet. Jeg kom til et kontor, der ikke var tillagt egentlige arbejdsopgaver, så det var om at finde på et eller andet fornuftigt og meningsfuldt at foretage sig. En ældre kollega sagde til mig, at det var synd, at en pæn ung mand som mig skulle gå og forsumpe dér. Jeg skulle hellere tage mig noget mere uddannelse. Det gjorde jeg så og blev cand. pæd. i pædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole i 1980.
Omkring 1980 kom der så småt gang i "den store modernisering" med forsøg og udvikling i den sociale sektor. Det var da Ritt Bjerregaard var blevet socialminister. Hun forstod at sætte gang i den, og jeg kom de næste år til at arbejde for fornyelse af en sektor præget af en del traditionelt tankegods. Også da det under Palle Simonsen kom til at hedde "privatisering af ansvaret".
I 1986 blev jeg ansat som daglig leder af den socialpædagogiske uddannelse i Haderslev og fik der nogle praktiske erfaringer, som kom mig til gode da jeg i 1991 blev ansat i Undervisningsministeriets Erhvervsskoleafdeling, hvor jeg især har arbejdet med udviklingen af og reformer på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og de tekniske erhvervsuddannelser samt mere generelt med udviklingen elevernes kvalifikationer og kompetencer, ofte med et fokus på de almene og personlige kompetencer. "Uddannelse til alle" var sloganet, og det passede mig godt.
I årenes løb har jeg skrevet en række artikler, specielt om pædagogiske emner, en meget rød og samfundskritisk bog om sundhedspædagogik: Sundhed, pædagogik og samfund. Mine sidste faglige artikler er trykt i Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse.
Jeg sluttede mit lønarbejdsliv som undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet i begyndelsen af 2005 efter et længere sygdomsforløb præget af en depression, som jeg efterhånden føler, jeg har fået under så meget kontrol, at der nu er mest glæde i mit liv.
Allerede i 1967 blev jeg som 21-årig gift første gang og fik en datter, Stine Gry, i 1968. Ægteskabet holdt ikke til de tidlige halvfjerdseres vilde kollektivliv, og jeg blev skilt fra Stines mor i 1972.
Siden 1974 har jeg boet sammen med Mette med hvem jeg har yderligere to børn, Mirjam fra 1979 og Kasper fra 1981. Mit efternavn ændrede jeg fra min fars Johannessen til min kones Friediger, da vi giftede os i 1983.
Camino de Santiago har været en stor interesse for mig siden min første camino 1992. Jeg har næsten hvert år siden vandret hele eller en del af ruten. Oftest alene, men også med min Kasper da han var 12 år i 1994 - med en lille jubilæumstur i 2004 - to gange med Mette og en enkelt gang med min datter Mirjam i 2003. Stine skylder jeg stadig en tur, men det bliver nok først når børnebørnene Emilie og Lasse er blevet så store, at de også kan komme med. I 2002 vandrede jeg med min ven Svend.
Mange mennesker har jeg mødt, og nogle af dem holder jeg stadig kontakt med. To gode venskaber har jeg fået: Manuel fra Irun og Ron fra New York.
Mit pensionistliv har jeg foreløbig mest brugt til at skrive bogen om Mig og caminoen og til at komme overens med min sygdom. Jeg har planer om flere bøger. Den første skal også handle om at vandre på Camino de Santiago - denne gang om at vandre tilbage mod sit hjem, hjem til sig selv.