Mandetur - far og søn på Camino de Santiago

Politiken 3. april 1994. POL Kronik
Af Henrik Friediger

Forfatteren, der betegner sig selv som en 'forholdsvis almindelig fuldmægtig i et ministerium' skal til sommer på en vandretur med sin søn. Hvordan får man far-søn forholdet op på skinner igen i denne forvirrede tid, forsøger han at finde et svar på.

Min søn Kasper og jeg skal her i foråret vandre sammen i fem uger på den efterhånden velkendte, spanske pilgrimsvej til Santiago de Compostela - Camino de Santiago. 800 km stik vest fra Pyrenæerne til Atlanterhavet bliver det til, og selve fodturen har jeg beregnet til omkring 30 dage - lidt afhængig af vejr, vind og kræfter.

Jeg gik selv det meste af turen for to år siden. Alene. Det var en god oplevelse. Turen er meget smuk og afvekslende. Hård ved bentøjet, naturligvis, men efter nogle dage bliver det absolut overkommeligt dagligt at vandre 25-30 km - og helt igennem pragtfuldt. Aldrig har jeg sunget af så fuld hals, som på mine ensomme vandringer ud over den nordvestspanske højslette!

Alene var godt. Godt at være så intenst sammen med sig selv og sin krop. Godt at opleve, at man kan klare sig selv nogle uger uden velfærdssamfundets service- og underholdningsapparat til sin konstante og øjeblikkelige disposition. Og godt at få tid til at fundere lidt over sit liv og sine relationer til andre mennesker.

Sammen bliver også godt. Det er jeg sikker på.

Skråsikker er jeg dog ikke. Det er psykologisk set nyt land, der skal betrædes. Jeg tillægger turen symbolsk betydning for både min søn og jeg. Den er ikke bare en ferie, som alle andre ferier. Den er både en rejse i et landskab og en rejse ind i vore to liv, hver for sig og sammen.

Jeg vil her give læseren et indblik i rejsens betydning på det personlige plan for på den måde at inspirere til, hvad jeg ser som et nødvendigt projekt: at give vore sønner en bedre start i livet som mænd, end mange af os fra min generation - 68erne, som de kalder os - fik.

KASPER er 12 år - snart 13. En 'almindelig', velbegavet dreng, der passer sin skole, sin sport og sin computer. Som altid er blevet passet af højt uddannede pædagoger og lærere, aldrig har manglet noget materielt og heller aldrig sin mors og fars kærlighed. 'Forkælet' var et ord, man brugte i min barndom, når børn havde det for godt, men er man ikke gået bort fra det?

Når jeg fortæller andre mænd om min planlagte tur, spørger de spontant: 'Jamen Kasper, gider han det?' Hver gang svarer jeg med modspørgsmålet: 'Hvis det nu var dig, der var 12 år, og din far spurgte, om du ville vandre en tur med ham på fem uger, bare jer to - ville du så det?' Svaret har indtil nu hver gang faldet prompte: 'ja, naturligvis ville jeg det!' Og så får vi en god snak om, hvordan vi gerne ville have haft vore fædre meget mere for os selv - og hvordan vi gerne vil være mere for og med vore sønner.

Sønner vil gerne være sammen med deres fædre, vil gerne have deres tid, deres omsorg, deres venskab og kærlighed. Og omvendt. Naturligvis.

Jeg ser et dybt behov for faderlig omsorg hos de drenge, jeg kender. Også hos de 'voksne' drenge, mine venner, mig selv. Et behov, der kun i sjældne tilfælde er blevet eller bliver opfyldt. Og derfor ser jeg også et savn. Et af det moderne livs forbandelser er afstand. Mens de fysiske afstande synes stadig kortere som følge af kommunikations- og samfærdselsmidlernes udvikling, gør det omvendte sig gældende, hvad angår afstanden mellem menneskene. Arbejdslivet er krævende og suger tid og kræfter. I fritiden skal der slappes af, og samvær har en tendens til at skulle konkurrere med underholdningsindustriens stadig mere påtrængende og tidsrøvende tilbud. Selv inden for familien - og altså mellem far og søn - er afstanden et problem. Hver passer sit - arbejde, skole, fritid. Den enkelte er præget af høj aktivitet, og ofte ses man kun ude ved mikrobølgeovnen på vej til sport, kultur, fritidsundervisning eller til vandsengens omfavnende moderskød.

Forholdet mellem far og søn får nemt karakter af et forhold som mellem en tilskuer og en, der optræder, som mellem en beundrer og en, der viser sine færdigheder frem. Når fædrene endelig har tid og kræfter til sønnerne, står de som passivt publikum ved sidelinjen og ser på drengene, der spiller fodbold, badminton eller basketball - eller brillerer i en eller anden sofistikeret asiatisk kampsport til opøvning af bemestring af tilværelsens ubodelige ensomhed og kampen mod de andre - eller hvilket af de tusinde tilbud poderne for øjeblikket går op i.

Institutionerne og skolen har for længst overtaget opdragelsen. Hvad forældrene har tilbage er at servicere børnene, så de kan overkomme deres aktiviteter - og altså at kigge på.

Vi fædre ved det godt: bliver vore drengebørn ikke vindere, går det dem ilde. Konkurrencen er benhård. Klar dig selv. Bid det i dig. Vis dem hvad du kan. Og regn ikke med andre end dig selv. Derfor støtter vi dem også, så godt vi kan, ved at vise interesse for deres aktiviteter, give dem mod og selvsikkerhed.

Vi ved godt, at totredjedelssamfundet venter på dem med dets fuld kraft frem, og se dig ikke tilbage og hvis du ikke indkasserer dine gevinster nu, så gør andre det, hvis du slapper af et øjeblik og vender ryggen til. Det er bare om at holde sig i gang. Kravene til den enkeltes præstationer er enorme. Kun førstepladser har værdi. Sølvmedaljer fremkalder skuffelsens tårer eller bliver frustreret smidt i grams blandt de anonyme tilskuere. Denne tingenes tilstand, som de fleste forældre, der tilhører majoriteten - de to af tredjedelen - vil kunne genkende, er lettere beskrevet end forandret. Den er affødt af de betingelser, som vore liv leves under her ind under overgangen til det tredje årtusinde.

MEN afstanden - den serielle omgangskultur - er den nødvendig? Måske for arbejdslivet, for produktionen, konkurrencen. Måske. Men vender den indad og bliver til en omgangsform mellem far og søn, er den direkte destruktiv. Så vender den sig mod livet selv. Og så må den bekæmpes.

Nærhed er således et af turens centrale temaer. Jeg forestiller mig mange ting om vores tur. Jeg ved, at der venter os storslåede naturoplevelser, blæst, regn, solskin, ømme kroppe, træthed. Hvad jeg ikke ved, er hvordan vi sammen vil klare disse oplevelser.

Jeg kender mine egne reaktioner - så nogenlunde da - men kender jeg i virkeligheden Kaspers? Og kender han mine? Tusindvis af spørgsmål løber gennem mit hoved. Hvad er det dog, jeg har lokket mig ud i?

Jeg ved, at jeg kan holde mig selv ud - igen: så nogenlunde da. Men kan jeg i virkeligheden holde Kasper ud? Jo, naturligvis elsker jeg ham overalt på Jorden. Men hvad nu, hvis han giver op, ikke vil mere, vil hjem til sin mor, sin computer, sin fodbold, sine venner, sin skole? Hvad nu hvis han ikke kan undvære sin trygge dagligdag? Hvad nu hvis han vender sig mod mig og gør mig til ansvarlig for sine vabler og sin kedsomhed? Hvordan vil jeg klare det? Vil jeg være kærlig og omsorgsfuld og forstående? Eller vil jeg blive såret og irriteret og hudløs, nu jeg har investeret så meget i denne her tur?

Var det Kierkegaard, der sagde: at vove er at miste fodfæste en stund, ikke at vove er at miste livet selv?

FODFÆSTE mister man hele tiden. Med sine snart 13 år står Kasper over for den måske største forandring, som et menneske kommer ud for i sit liv: puberteten, forandringen fra barn til voksen, fra dreng til mand.

I tidligere tider var denne transformation omgærdet af betydningsfulde ritualer til at understrege overgangens betydning. I dag er resterne festen og gaveorgiet, der går under navnet 'konfirmation', og helt har mistet sin kraft og betydning - for langt de fleste også den religiøse bekræftelse af dåben.

I dag betragtes pubertetens kraftfulde organiske manifestation i bedste fald som et tegn på retten til en vis frigørelse fra barndommens pædagogiske og familiære omklamring, i værste som en tålt biologisk forstyrrelse af en ellers harmonisk og veltilrettelagt uddannelseskarriere.

Overgangen til voksenlivets ansvar bliver udskudt på ubestemt tid - og de fleste opdager knap nok den glidende overgang fra barn til voksen og bevarer barnlige træk i deres karakter livet igennem. Det er vist det, der populært kaldes 68-syndromet, og som for tiden stiller særlige krav til bl.a. sundhedsvæsenets serviceberedskab. Vi 68ere kan ikke lide at indordne os under autoriteter, vi er selviske og krævende, og i det hele taget klager danskerne som aldrig før over den offentlige service.

Det er typisk 'barnlige' træk, der sniger sig ind i folkekarakteren. Tegn på, at vi danskere har svært ved at blive voksne og tage ansvaret for vore egne liv. Og det, tror jeg, i særlig grad gælder for medlemmerne af mit eget køn.

Jeg gider ikke synge med på sangen om, at det er samfundets - lommepengesamfundets - skyld, at vi mænd aldrig bliver - eller i hvert fald har svært ved at blive - voksne. Jeg tror, forklaringen er langt dybere. Kort fortalt skal den søges i, at vi er blevet svigtet i vores overgang. Vi er ikke blevet støttet af vore fædre i at løsrive os fra det mødrene ophav. Min generations mænd er først og fremmest forblevet deres mødres sønner, og fædrene er vedblevet med at være fjerne personer uden egentlig identitetsgivende betydning.

Hvordan skal vi så hjælpe vore sønner, så de ikke også bliver svigtet?

NØGLEORDET er her 'ansvar'. Vi skal hver især tage ansvaret for vores eget liv, så at sige hive os selv op ved hårene. Nogle af os har brug for en god gang terapeutisk arbejde for at få fejet og ordnet i vores eget hus - bevidsthed, følelser og krop. Andre kan måske klare sig med gode venners hjælp. Vore fædre får vi ikke igen. Vi må blive vore egne fædre.

Men for vore sønner kan vi stadig nå at være, hvad vi gerne ville, at vore fædre skulle have været for os.

Kaspers og min tur ser jeg også som en gave fra mig til ham. Gaven er min tid og opmærksomhed, og gavens betydning er, at jeg vil vise ham, hvordan det er at være en mand, som jeg er en mand. Vise ham min sårbarhed og min styrke, min forvirring og min fortvivlelse, min glæde og min henrykkelse over dette grufulde og vidunderlige liv. Jeg vil vise ham, at det er vigtigt at vælge en vej og at følge den.

Er det ikke en opgave for den daglige omgang mellem far og søn? Jo, naturligvis. Det prøver jeg da også at leve op til. Men som enhver moderne far vil vide, er det en næsten uoverkommelig opgave at give sin søn alt det, som han har brug for i det daglige. Der er så mange andre krav, som der også skal leves op til. Det er jo der miseren ligger. Det er jo der, vi selv blev svigtet.

Så der er brug for at skille det ud fra hverdagens tid og rum. Skabe nogle særlige rammer, som det kan foregå i.

Og netop dette med at bevidstgøre om vejen er Camino de Santiago specielt velegnet til. Pilgrimsvejen er et ældgammelt symbol på livets vej. Enden er det uendelige hav ved verdens ende, Finisterre. For middelalderens pilgrimme en konkret virkelighed - derude længst mod vest hørte verden op. I dag kun symbolsk: verden ender, hvor vejen ender.

Livets vej ender i døden. Derfor gælder det heller ikke om at skynde sig hurtigst muligt med at tilbagelægge vejen. Hvad det gælder om, er at være på den, mens man er det. Tage sit liv på sig. Gå ind i sit her og nu og udfolde livet der.

ET PAR gange om året deltager Kasper og jeg i et organiseret motionsløb - f.eks. Eremitageløbet. Vi starter sammen og følges ad det første par kilometer. Jeg giver den alt, hvad jeg kan. Og lidt til. Men så kan jeg mærke, at det kniber med at holde kadencen. Han kommer ustandselig et par meter foran, og jeg trækker ham ned i fart. Så giver jeg ham et kærligt klask i bagdelen og siger 'god tur'. Han kigger sig tilbage over skulderen, ser glad og stolt på mig og stikker mig et smil. 'Vi ses,' siger han og er snart langt forude.

Sådan er det godt at løbe med ham. Give ham lidt pace de første kilometer, for derefter at sende ham ud på sin egen vej i sit eget tempo. Jeg kan give ham et par gode råd om at økonomisere med kræfterne, og passe på åndedrættet ikke løber løbsk. Men erfaringerne kan jeg ikke gøre for ham. Hans løb er - naturligvis - hans eget.

Sådan har jeg det også med vores far og søn pilgrimstur. Jeg ser den som et pace fra mig til ham. Jeg kan give ham det, jeg har. Gøre mig og mit tydeligt for ham. Måske give et råd eller to til livets vej. Men følge med ham hverken kan eller skal jeg. Hans liv er - naturligvis - hans eget.